Kulturhus Trommen Ballroom: Nivå Big Band

Lørdag d. 4. marts kl. 20.00  

Kom og oplev den fantastiske stemning ved Kulturhus Trommen Ballroom.

Det bliver tre festlige aftener med hyggelig caféstemning i spejlkuglens skær. Og der er selvfølgelig dansegulv, for det kan være svært at sidde stille, når først salen fyldes med swingende bigband-musik leveret af henholdsvis Nivå Big Band, Mr. Andersson Big Band og Rudersdal Big band.

4/3 kl. 20.00: Kulturhus Trommen Ballroom med Nivå Big Band.

1/4 kl. 20.00: Kulturhus Trommen Ballroom med Mr. Andersson Big Band.

3/6 kl. 20.00: Kulturhus Trommen Ballroom med Rudersdal Big Band.

Med dansekoncerten 'Salute to Savoy' blæser Nivå Big Band foråret frem på Trommens dansegulv i den første af tre dansevenlige ballrum-koncerter i kulturhuset.

Under ledelse af basunist og komponist Anders Jacobsen spiller orkestrets 18 musikere numre fra swingjazzens gyldne æra og kompositioner af nyere dato.

Mange vil vide, at det navnkundige Savoy Ballroom (1926) på Lenox Avenue i New York blev stedet, hvor gæsterne fik deres livs fest og ‘opportunity to shine’ på dansegulvet.

Swingfeberen nåede til Danmark i 1930erne og 1940erne, og her hentede de danske jazzbands inspiration fra amerikanske swingorkestre og orkesterledere som Duke Ellington, Fletcher Henderson, Count Basie og Don Redman.

Big band musik er altid stor, energifyldt og med rytmer, som naturligt kalder på dansesko og smækre moves.

Musikerne brillerer med solospil, skønne riffs og fuldfede akkorder. Ofte med akkompagnement af solistsangere.

I 'Salute to Savoy' er det Nivå Big Bands unge jazzsangerinde, Anne-Ditte Scheibye, der kaster glans over koncerten med sin dejlige stemme.

Pris: 180 kr.

Sted: Kulturhus Trommen.