Fredagsbar med fyraftenskoncert: Fromseier Hockings

Fredag d. 17. marts 2023 kl. 16.00-19.00  

Kulturhus Trommens fredagsbar i foyeren får besøg af duoen Fromseier Hockings fra den lille fynske landsby Øksendrup, hvor de to musikere også driver en økologisk æbleplantage og et cideri.

Deres smukke melodier og sange er inspireret af deres omgivelser og folkene i dem. Stemmer og instrumenter blandes i et personligt univers med masser af groove, og koncerten er bundet sammen af finurlige historier om musikken.

Ditte Fromseier and Sigurd Hockings mødte hinanden en sen aften på den københavnske folk-scene i 2003, mens de begge stadig var studerende. De var umiddelbart tiltrukket af hinandens stærke drive og intense musikalske energi. Snart efter startede de deres første fælles band, og siden da har de spillet sammen i mange forskellige konstellationer.

I 2010 blev de inviteret til at optræde som duo på North Atlantic Fiddle Convention i Skotland, og så var duoen Fromseier Hockings en realitet. De fandt hurtigt ud af, at duoformatet for dem var en fantastisk måde at udfordre sig selv musikalsk og til at skabe ny musik i fællesskab.

Fromseier Hockings har turneret over det meste af verden og opbygget en sjælden intimitet i deres musik. De optræder i et levende, impulsivt og virtuøst legende sammenspil.

Fromseier Hockings har fået flere priser, blandt andet Danish Music Award Folk 2015 (Årets Musiker og Sanger) og Dansk Musiker Forbunds Livepris 2015.

Fredagsbaren åbner kl. 16.00, og Fromseier Hockings går på ca. kl. 17.00.

 

Gratis entré

Sted: Kulturhus Trommens foyer