Ta' mig som jeg er

Onsdag den 16. november 2022 kl. 20.00

Trine Pallesen tegner sammen med Mathias Groves seksmandsorkester et kærligt portræt af Grethe Ingmann, som ikke bare var en af Danmarks absolut største sangerinder gennem tiden - hun var også eminent til at fortolke teksterne på en troværdig og inderlig måde.

Hun var sjov og levende og fik datidens populære orkesterledere ud på kanten af stolene, da hun ved et tilfælde allerede som 17-årig hoppede fra strømpefabrikken på Amager og ind på scenen.

En aften, hvor Grethe sang med Jørn Graungaards orkester, sad Jørgen Ingmann blandt publikum, og de blev stormende forelskede.

Hurtigt blev Grethe og Jørgen par nr. 1 i dansk popmusik, og det toppede, da de sammen vandt det Internationale Melodi Grand Prix i 1963 med “Dansevise”.

Grethes hjerte bankede for jazzmusikken og for den levende musik på spillestederne, og hun mestrede genren.

Bent Fabricius Bjerre kaldte hende den danske Ella Fitzgerald.

'Ta' mig som jeg er' indeholder både den popmusik, som vi alle sammen kender, og den jazzmusik, Grethe elskede at synge.

Forestillingen vil genskabe noget af den stemning, der var på danserestauranterne dengang i 50’erne og 60’erne.

Det er en forestilling, der fortæller om Grethes liv på godt og ondt, om turene på landevejen, om kærligheden, om en tid der forandrede sig drastisk i dansk musik og i Grethes liv, om nedturen og kampen med alkohol, inden Grethe Ingmann døde af kræft som 51-årig.

"I 2011 spillede jeg Grethe i forestillingen “Et solstrejf i en vandpyt”, og siden har jeg haft lyst til at komme et spadestik dybere og forsøge at forstå nogle af de valg, hun tog i sit liv. Der er ting, jeg gerne ville have spurgt hende om, så det prøver vi i denne forestilling. Men først og fremmest er det en hyldest til Grethe Ingmann og hendes stemme," siger Trine Pallesen.

MEDVIRKENDE TRINE PALLESEN
MANUSKRIPT ANNA PANDURO
INSTRUKTION SOFIE PALLESEN
MUSIK MATHIAS GROVES ORKESTER
SCENOGRAFI OG KOSTUMER LINE BECH
LYSDESIGN THØRBJØRN BACH LARSEN
FOTO EMILIA THERESE
PRODUCERET AF SJÆLLANDS TEATER & JANGMARKS AGENTUR I SAMARBEJDE MED TRINE PALLESEN

 

 

Pris 325 kr. 
Først til mølle 250 kr.

Stortrommen
Varighed: 2 timer inkl. pause
Unummererede siddepladser
Garderobe i kælderen